Som så mange andre danske husejere, har vi rigeligt at se til med haven i forårsmånederne og i den tidlige del af sommeren.
Det er ikke fordi, at jeg er den store havemand. Men jeg nyder nu alligevel, når haven er blevet gjort sommerklar og det hele ser ordentlig og indbydende ud. Og det kræver altså noget arbejde – det kan man ikke komme udenom. Græsset skal slås, hækken og buskene skal klippes, træer skal beskæres, bedene skal luges og oven i det hele, så skal alt haveaffaldet også pakkes på traileren og køres væk. Vi har nemlig hverken flismaskine eller kompostbeholder, så der er kun en udvej for at få haveaffaldet af vejen. Men så er det også en sand fornøjelse, når alt arbejdet er vel overstået.
Og det var lige sådan en rigtig havedag, jeg havde sidste weekend. Jeg fik selvfølgelig ikke ordnet alle havens opgaver på en enkelt dag. Men jeg nåede da alligevel et pænt stykke af vejen. Som det første fik jeg slået græsplænen med min nye fantastiske græsklipper og efterfølgende blev kanterne rettet af med kantklipperen. Og jeg synes egentlig at plænen ser meget godt ud i år. Slet ikke som de foregående år, hvor vi har kæmpet gevaldigt med mos problemer. Det ser heldigvis meget bedre ud i år.
Da jeg så var blevet færdig med græsplænen, kom turen så til ukrudtet i blomsterbedene. Det er fantastisk så hurtigt ukrudt vokser. Det virker næsten helt overnaturligt. Faktisk list skræmmende, synes jeg. Og når man først går i gang med at luge ud i ukrudtet, så går tiden altså. Det tog vel næsten tre timer inden jeg var færdig med luge-projektet. Men så var jeg altså også ved at være godt mør i kroppen. Det værkede efterhånden gevaldigt i både ryg, knæ og skuldre. Så det var tid til at stoppe for den dag. Men jeg er godt tilfreds med resultatet. Det var virkelig noget man kunne se bagefter.
Selv om det er hårdt arbejde er det også en rigtig stor tilfredsstillelse, når man sådan har fået styr på haven.